Det Sorte Indien

Kapitel III

De forenede Kongerigers Jordbund.

Til Forstaaelse af det følgende er det nødvendigt ab give et lille Uddrag af Stenkulsformationernes Historie. I den geologiske Periode var Jorden indhyllet i en tyk Atmosfære, der, foruden af Vanddunste, ogsaa bestod af en stor Mængde Kulsyre. Efterhaanden faldt disse Dunstmasser ned som diluviansk Regn, der strømmede med en saadan Voldsomhed, som sprang den frem af Milliarder af Sodavandsflasker. Det var altsaa et meget kulsyreholdigt flydende Stof, som den Gang blev udgydt over den halvvaade Jordbund, der vedblivende led, dels under Stormene og dels under langsomt forløbende Omvæltninger. I denne knap konsoliderede Tilstand holdt Jorden sig, dels paa Grund af Solvarmen og dels paa Grund af Centralvarmen fra andre Planeter. Varmen i Jordens Indre havde den Gang endnu ikke samlet sig saa stærkt i Jordkuglens Midtpunkt. Gennem den kun lidet tykke og ikke hærdede Jordskorpe strømmede Varmen ud gennem alle Porer og dette forklarer os, at Fortidens Vegetation blev saa kæmpemæssig. Saadan er Forholdene maaske den Dag i Dag paa Venus og Merkur, der ligger i en ringere Afstand fra Solen.

Fastlandene havde paa hin Tid endnu ikke bestemte Grænser, og de var dækkede med uhyre Skove. Den til Ernæring tor Planteverdenen saa nødvendige Kulsyre var tilstede i Overflod. Alle Vækster skød—frem i Form af Træer, og der fandtes endnu ikke urte—og græsagtige Planter. Overalt trængte disse temmelig ensformige Kæmpetræer sig sammen. De havde hverken Blomster eller Frugter eller kunde byde noget levende Væsen Næring. Jorden var ikke tilstrækkelig udviklet til, at et Dyrerige kunde eksistere.

I de antidiluvianske Skove fandtes den 25 til 30 Meter høje og ved Stammens Grund en Meter tykke Lycopedie, kæmpemæssige Bregnearter og Sigillarier af forbavsende Størrelse. Man har fundet et Par Pragteksemplarer af dem i Gruberne ved St. Etienne. Der var ikke mange Arter; men de var vældige i deres ”Udvikling, disse Planterigets Repræsentanter, som udelukkende dannede hin Periodes Urskove.

•Disse Træer havde deres Rødder i en Slags Lagune uden Grænser i en Blanding at ferskt og salt Vand. Graa-dig opsugede de Kulsyren i Atmosfæren, som andre levende Væsener endnu ikke kunde aande i. Man kan alt-saa sige, at de var bestemt til at indkapsle de for en videre Udvikling skadelige Stoffer i Jordbunden, og Hylsteret blev Stenkul.

Da var det ret Jordskælvenes Tid. Den ene frygtelige Rystelse fulgte efter den anden som Følge af Revolutionen i det Indre og Jordoverfladens i Forvejen usikre Linier forandredes ofte pludselig. Her skød Hævninger frem, der senere blev til Bjerge og der aabnede Afgrunde og Sænkninger sig, der blev Søernes og Oceanernes Leje en Gang i Fremtiden. Derved sank store Skovstrækninger ned i Jorden til de enten blev liggende paa den haarde Urgra-nit eller selv fortættede sig til et sværere Hele.

Det Indre at Jordens Bygning viser nemlig følgende Ordning: Underst den primære Formation, det saakaldte Gneis Granit eller lignende og i Overfladen af dette Lag ligger Stenkullene. Saa følger den sekundære Formation at Kalklejer og Sandsten, derefter den tertiære Formation og endelig det aluvianske Lag.

I hin Jordens Barndomstid styrtede Vandet ned af de knapt endnu dannede Klipper og rev Skifer, Sand og Kalksten med sig. Disse lejrede sig ovenover Tørvemos'esko-vene og dannede de Elementer, som overdækker Stenkuls-lagene. I Tidens Løb — man maa huske, at det stadig drejer sig om Millioner af Aar — hærdedes disse Lag og lukkede for de sunkne Skove med et tæt Panser af Skider, fast eller porøs Sandsten, Sand og Kis.

Hvad skete der nu i denne ”Kæmpegrøde, hvor det vegetabilske Grundmateriale var sammen'hobet ? Der foregik en ligefrem kemisk Proces, en Art Destillation. Plantemas-sernes Kulstof samlede sig til Stenkulslejer. Ved Kul-lejernes Dannelse, syntes det som om Trykket, der har hvilet paa Stoffet, har spillet en stor Rolle. Det er høj sti sandsynligt, at Aarsagen til Stenkulsorternes store Forskellighed skyldes netop den Omstændighed, at Lagene har været udsat for forskelligt Tryk. I de dybeste Lag, finder vi Anthracite Kullene, som næsten har mistet enhver flydende Substans, i de højere Lag derimod findes færre Procent Kulstof, og man tager næppe fejl, naar man antager, at naar Tørvemoserne ikke er blevet til Kul, skyldes det kun Mangel paa Tryk.

Den ellers saa ødsle Natur har ikke ladet tilstrækkelig mange Skove gaa under til at sikre os Kulmængder for flere tusende Aar, og det vil en Gang blive Slut med Stenkullene, derom kan der ingen Tvivl være. I Løbet af kortere eller længere Tid vil der ikke tindes andre Lejer end dem, som maaske ligger begravede i-Grønland eller i Nærheden af Baffinsstrædet under et evigt Isdække, og som man selvfølgelig ikke kan tænke paa at udvinde. De endnu saa rige Kullejer i Amerika ved den stora Saltsø, i Oregon og i Kalifornien kan ikke tilfredsstille Behovet. Skønt Amerikas Kulrigdom er ti Gange større end den øvrige Verdens, vil der ikke gaa mange Aarhundreder inden dette graadige Uhyre, Industrien, har slugt Jordens sidste Kulstykker. I den gamle Verden vil man altsaa først komme til at føle Mangelen. Vel eksisterer der i Abyssinien, Natal, Sambese, Mosambique og paa Madagaskar rige Forraad; men ”det vil støde paa de største Vanskeligheder, at udnytte dem ordentligt. I Kina, Birma, Japan og Centralasien er Lejerne snart udtømt. Englænderne vil sikkert snart have udplyndret Australiens Kulaarer; men forinden vil de evropæiske Kulminer være fuldstændig tomme. Man antager, at det kulrigeste Land, Amerika, rummer 30 Millioner Hektarer Kul, saa følger England med halvanden Million, Frankrig med 350,000, Preussen og Sachsen med 300,000, Belgien, Spanien og Østrig hver med 150,000. Ogsaa ”Rusland, Kina og Indien er rige paa Stenkul.

Den aarlige Produktion beløber sig gennemsnitlig til 105 Millioner Tons for Englands Vedkommende, i Preussen 23 Millioner Tons, i Frankrig 13, i Belgien knapt 13, i Østrig 6, Sachsen 3, i hele Evropa 170 Millioner Tons. Amerika yder aarlig 26 Millioner Tons, Australien l Million, Asien en halv. Den samlede Værdi er over en Milliard Kroner. I Evropa er altsaa England utvivlsomt det kulrigeste Land; naar medtages Irland, hvor Brænd-selsmaterialet næsten fuldstændig savnes, findes der spredt rundt omkring enorme, men dog udtømmelige Lejer. De mest betydelige at Lejerne er 'Newcastle Lejerne, der strækker sig under hele Grevskabet Northumberland. Der produceres aarlig omtrent 30 Millioner Tons eller omtrent en Trediedel al hele den engelske Produktion og to og en halv Gang saa meget som Frankrigs samlede Produktion. Lejerne ved Carditfe, Swansea og Newport giver aarlig 10 Millioner Tons og er meget efterspurgte Stenkul.

Men trods alt truer Handelens og Industriens Behov med at vokse i saa store Mængder, at ogsaa disse rige Kilder en Gang maa udtørre. Det tredie Aartusinde efter den kristelige Tidsberegning vil ikke gaa til Ende, uden at Minearbejdernes Hænder 'har tømt ethvert Magasin i Evropa for det Brændselsmateriale, som er bleven opstablet i Tidernes Morgen.

Netop paa det Tidspunkt, hvor vor Fortælling fore-gaar, var et af de største Lejer i de skotske Kulreviren blevet udtømt. Det hændte i det ti til tolv engelske Mil brede Terræn, der ligger mellem Edinburgh og Glasgow. Minen hed Aberfoyle, hvis tekniske Leder, som vi ved, James Starr havde været i lang Tid.

Allerede i 10 Aar havde Arbejdet staaet stille i disse Skakter og Gange. Der fandtes ikke flere ny Aarer, skønt man 'havde foretaget Boreforsøg til en Dybde af 1500 ja indtil 2000 Fod, og da James Starr omsider trak sig tilbage, var 'han fuldstændig overbevist om, at selv den ringeste Kulaare, var udnyttet til sine sidste Udløbere.

Det er klart, at det under disse Forhold vilde være en Begivenhed at vidtrækkende Betydning, hvis man kunde finde et nyt kulførende Lag i Englands Jordbund. Mon nu den lovede Meddelelse fra Simon Ford drejede sig om et saadant Fund? Dette Spørgsmaal gjorde James Starr sig selv og han ønskede i sit stille Sind, at Svaret maatte blive et ja. Det andet Brev havde ganske vist bortiedt hans Tanker noget fra den første Retning, men han lagde dog ikke noget videre Værd paa dette.

Den gamle Overstigers Søn vilde jo være der og vente ham paa det aftalte Sted. Det anonyme Brev kunde altsaa i hvert Fald ikke have nogen alvorlig Mening.

Saasnart Ingeniøren satte Foden i Land, kom den unge Mand hen til ham.

„Du er Harry Ford?” spurgte James Starr uden videre Formaliteter.

„Javel, Hr. Starr.”

„Jeg vilde næppe have kendt Dig, min Ven, fra en Dreng, er Du i Løbet af 10 Aar blevet til en Mand Da kendte jeg Dem straks,” svarede den unge Minør. „.De har slet ikke forandret Dem. De er ganske.”

„ ligesom da De omfavnede mig, da vi skiltes ved Dochart Gruben. Naa, den Slags Ting glemmer Nej, Harry, Tiden er knap tilmaalt og jeg har Hastværk. Lad os blot komme afstod.”

„Som man ikke saa let.”

„Tag nu din Hue paa, Harry, Regnen styrter jo ned og din Høflighed skulde nødig skaffe Dig en Forkølelse paa Halsen.”

„ Skal vi søge Ly noget Sted,” spurgte Harry Ford.

„ De ønsker,” svarede den unge Mand.

„Sig mig. Harry, hvorledes har din Fader det?”

„Og Din Moder?”

„Ogsaa godt.”

„Din Fader har skrevet til mig om at møae ham ved Yarow Skakten.”

„Ganske godt, Hr. Starr.”

„Nej, det er mig, der har skrevet Brevet.”

„Godt, men Simon Ford sendte mig en anden Meddelelse, hvori han af lyste denne Sammenkomst.”

„Nej, det er ikke rigtigt,” svarede Harry.

„Nu vel,” afbrød Starr, uden nærmere at omtale den anden anonyme Skrivelse, lidt efter fortsatte han:

„Kan Du sige mig, hvad den brave, gamle Simon har at meddele mig?”

„Nej, det vil Fader selv gøre.”

„Men Du ved det?”

„Ja!”

„Godt, Harry, saa vil jeg ikke spørge Dig videre, men afstod, jeg længes efter at tale med min gamle Ven. Det er sandt, hvor bor han?”

„I» Gruben.”

„Hvorledes, i Dochart Gruben?”

„Javel, Hr. Starr.”

„Din Familie har altsaa, ikke forladt Minen siden Arbejdet hørte op?”

„Ikke en eneste Dag. De kender Fader, der hvor han er født til Verden vil faan ogsaa dø.”

„Ja, jeg torstaar det, Harry. Og I synes om at være der?”

„Ja, det gør vi, thi vi holder meget af hverandre og vi har meget faa Fornødenheder.”

Ti Minutter senere var de begge udenfor Byen.


[prev] [up] [next]


JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $